Kærligheden vinder altid

Vi mødtes i Skodsborg nord for København, hvor jeg læste til fysioterapeut og gommen var lærer. Hver sin nationalitet, hver sin kirkelige baggrund og hver sin sociale status – helt umulige præmisser at starte et forhold på.

Det var svært for os at love hinanden noget for fremtiden eller at tale om at lave planer. Alt det, man normalt gør, når man er forelsket, ville vi også gerne gøre. Men vi manglede de rette betingelser for det. Vi lærte dog i stedet at leve i nuet og være realistiske om vores situation.

Kærligheden vinder altid

Frieriet

gommen og jeg gik på en vandretur i Karpaterne, bjergkæden som skærer gennem Rumænien. Det var en frisk dag med solskin. Vi havde vandret opad i flere timer. Da vi nåede toppen af et bjerg, holdt vi pause og nød vores madpakker – og udsigten. Vi kunne se ned i dalen. Et sted under os fløj nogle store rovfugle i cirkler. Naturen var storslået. Vi var på toppen! Og dér, midt i kodrivere og klokkeblomster friede gommen. Dette øjeblik føltes som kulminationen på alt vores besvær gennem 4 år. Fra nu var vi ikke mere 2 enkeltpersoner, der kæmpede for at vinde hinanden. Nu kunne vi fortsætte som et par. Vi havde overvundet et stort “bjerg” i vores liv.

Få en skøn morgengave

Vi vandrede nedad igen. Pludselig hørte vi nogle voldsomme brøl. På én gang både vildt og også underligt blidt. Jo nærmere vi kom, des tydeligere blev brølene, og vi blev klar over, at det var et par bjørne. Vi blev også klar over, at vores sti i den snævre dal gik lige forbi dem. Tænk, det var 2 bjørne, der var i parringsleg. De var ca. 20 meter fra os inde i buskadset. Det var bare for meget for mig. Jeg tænkte på bjørnene i Zoo, og kunne pludselig ikke huske, om de var meget store eller bare store. Jeg følte livet var meget uretfærdigt, hvis vi skulle ende vores romantiske liv her – i gabet på en bjørn! Var den mon ligeglad med os, eller ville den ikke forstyrres? Vi valgte at gå ca. 7 km udenom og glemte alt om træthed og sult. Den nat sov vi godt. Jeg følte, at jeg havde spillet på hele følelsesregistret den dag. Den ferie i Rumænien gav os nye kræfter.

bryllupsfoto

En livslang løsning

Efter at gommen havde været væk fra juni til december, planlagde vi en ferie i Sverige. Han havde nu været ude af Danmark så lang tid, at han kunne søge om turist-visum til Danmark med henblik på at blive gift det følgende forår. Under ferien i Helsingborg skulle vi planlægge, hvordan vi skulle ordne dette turist-visum. I den forbindelse skulle vi ringe til vores advokat om råd og vejledning. Vi parkerede bilen i en bås til 15 minutters gratis parkering og ringede – det skulle kun vare et par minutter. Men advokaten foreslog, at vi skulle gifte os i Sverige og så søge familiesammenføring. Dagen før havde vi bestilt vielsesringene og skulle blot betale 500 kroner ved afhentningen. Vi fik vores forlovelsesringe, og vi besluttede os for at gifte os i Sverige.

De sidste dage af ferien blev ét stort renden og ringen rundt til rumænske, danske og svenske myndigheder for at få papirerne i orden. Gommen havde fået et nyt pas lavet i Rumænien inden turen. Pludselig opdagede han, at i hans ID var der fejlagtigt noteret “gift” under rubrikken “civilstand”. Det var jo et problem! Der kom livlig gang i faxen med breve til og fra Rumænien, og det lykkedes os at få alle papirer i orden de sidste to timer før brylluppet. Vi havde inviteret mine forældre samt to venner, og alle fire kom til bryllup med to dages varsel! De fem minutter, den borgerlige vielse varede, var meget højtidelige. Bagefter spiste vi en lille middag, og gommen rejste hjem til Rumænien dagen efter. Lidt underligt at være gift, uden at være sammen. Sådan levede vi hver for sig i fire måneder.

Vi havde besluttet, at vi ville kirkeligt velsignes i Danmark. Jeg tog ned til ham i påsken for at planlægge brylluppet i grove træk, for datoen kunne vi jo først fastsætte, efter Gommen havde fået opholdstilladelse i Danmark.

Forskellige kulturer

Når man gifter sig med en person fra et andet land, fødes også interessen for hans land og hans kultur. Kulturen er jo netop det, der skaber nationalkarakteren i et folk. I Rumænien er kulturen meget levende. F.eks. er folkedansen et fælleseje. Der er folkedans til enhver årstid og enhver højtid. Alle kender dansene og kan danse med. Man mærker en stærk folkelig samhørighed gennem dansen. Også de fine hvide håndbroderede folkedragter med de kraftigt farvede forklæder gjorde et stort indtryk på mig. Jeg ønskede mig en brudekjole, der kunne fortælle en lille historie om den folkekultur, der har hjulpet folk til at gennemleve svære tider.

Brudekjolen

Efter lang tids søgen fandt vi fabrikken, hvor de fremstiller det hvide stof, pinza topita, der ligner en slags tyndt “piskesmæld”. Vi talte med designeren af kjolemodellerne. Hun fortalte stolt, at hun havde designet brudekjoler to gange tidligere. Til en “Miss Europe” og til en engelsk konsul-frue. Vi kunne trygt overlade opgaven til hende. Hun tog mål, vi diskuterede design, og jeg valgte fire forskellige broderi-typer, som jeg kunne tænke mig på kjolen. Gommen viste sit talent til forhandling. Han havde ligeledes en stor del af idéerne til kjolens design. Det blev en meget personlig kjole. Beskeden og diskret, men med de skønneste håndbroderede mønstre. Alt broderi blev lavet på én måned af en gammel dame ude på landet. Otte baner rundt på skørtet, broderi på bryst, ryg og ærmer. Der var smock-sygning rundt i halsen, og der var det skønneste bælte, også broderet i hånden. Selv knapperne var broderet i hånden!

Genforeningen

Stor var glæden, da det endelig lykkedes at få en bryllupsnat sammen. Morgenen efter gommen kom, var der 10 venner udenfor vores dør. De kom med kaffe, rundstykker, flag og blomster. De ville fejre genforeningen sammen med os. Det var meget rørende.

Kirkelig velsignelse

Vi planlagde vores kirkelige velsignelse i juli måned. Det var besværligt at finde en kirke, som kunne accepteres af begge familier. Alle ville det bedste for os, og nogle tror, at det bedste for alle er, hvad der er bedst for dem selv. Men en bryllupsdag med fest for vore familier og vore venner, som havde støttet os hele vejen, dét ville vi have! Det endte med et dejligt bryllup. Min far, som er præst, forestod ceremonien. Min bror, som er organist i Viborg Domkirke, spillede. Der var musik og sang fra venner og familie. Det var rigtigt hyggeligt. Det var en god dag. Gæsterne repræsenterede 9 nationaliteter, så vi var spændt på, om kommunikationen ville lykkes. Men vi oplevede en meget positiv stemning. Den korteste vej mellem to mennesker – gennem smilet og hjertet – blev flittigt brugt.

Nye sæder – nye skikke

At vi er to nationaliteter gør os til to forskellige personligheder og lærer os, at den måde vi plejer at tænke på, den måde vi plejer at gøre ting, ikke altid er den eneste rigtige. Vi håber, at vores ægteskab vil medvirke til at nedbryde tendensen til fordomme for fremmede eller nye ting. 

Læs også disse artikler: